Klimaudfordringer og FN’s verdensmål er på dagsordenen på Roskilde Handelsskole. Elever arbejder med miljøproblematikker som en del af undervisningen, og i anledning af jubilæet satte skolen ekstra fokus på klimavenlige initiativer.
150 år - 150 træer
Ved skolens 150-års jubilæum blev der plantet 150 træer og buske på skolens område, som slår rod til gavn for miljøet og til glæde for elever, kursister og medarbejdere. Blandt de plantede træer er en frugtplantage, der på sigt kan benyttes i madlavningen i skolens køkken. De 150 træer vil det første år optage tre tons CO2 – et tal der vil stige i takt med, at træerne vokser.
Vi ved godt, at det er en lille dråbe i havet, men som én sagde: Havet består jo af dråber. - Jørgen Sloth, direktør på Roskilde Handelsskole
Der arbejdes løbende med bæredygtighed
Kildevand på plastikflasker udfases i den kommende tid og erstattes af flere vandfontæner, hvor elever og kursister kan tappe afkølet postevand. De nyeste loungeområde på skolen er bygget af genbrugsmaterialer, og når andre områder skal renoveres bliver det med klimabevidste løsninger.
Rødder der går langt tilbage
Roskilde Handelsskole er en skole med lange og stolte traditioner, og rødder der går langt tilbage.
”150 år som selvstændig skole er noget af en bedrift. I en tid hvor mange erhvervsskoler fusionerer, står Roskilde Handelsskole stærkt som en af de få erhvervsskoler, der udelukkende har fokus på det merkantile område”, fortæller skolens direktør Jørgen Sloth.
Roskilde Handelsskole fejrede 150-års jubilæum
Skolen blev til jubilæet omdannet til et stort madmarked med lækker street food, som elever, kursister, medarbejdere og Roskildensere kunne nyde i det hyggelige studiemiljø.
Virksomhedssamarbejdet gennem 150 år blev hyldet
Roskilde Handelsskole fejrede jubilæum med reception for medarbejdere og samarbejdspartnere.